GreenGo Energy har ansøgt om plangrundlag for Megaton i Stovstrup

Foto fra Hjortmose solpark.

GreenGo Energy er glade for at kunne meddele, at vi i henhold til de kommunale retningslinjer i Ringkøbing-Skjern Kommune har ansøgt omkring opstart på udarbejdelse af lokalplaner for Fase1 af Megaton PtX fabrikken og de tilhørende landbaserede VE-anlæg i både Fase1 og Fase 2.

GreenGo Energy har indsendt følgende ansøgninger:

  • Ansøgning på anmodning om opstart af lokalplanproces for Fase 1 af Megaton PtX Fabrikken ved Stovstrup med en kapacitet på 200 MW elektrolyse.

  • Ansøgninger på anmodning om opstart af lokalplanproces på de landbaserede VE-anlæg til Fase 1, som udgøres af 1.000 ha sol og 200 MW vind.

Ansøgning på anmodning om opstart på Fase 2 PtX fabrikken i Stovstrup fremsendes senere i forbindelse med afviklingen af det statslige Havvindudbud.

I forbindelse med fremsendelse af anmodning om opstart af lokalplanproces på de landbaserede VE-anlæg til Fase 1 er der ligeledes fremsendt projektforslag på yderligere 3.000 ha til sol til brug i Fase 2. Disse kan startes op i takt med opstarten på lokalplanproces på Fase 2 PtX fabrikken i Stovstrup.

Faserne er opdelte og kan drives hver for sig. Hele Fase 1 er landbaseret og lokalt forankret både på VE-produktionsdelen og på PtX-fabriksdelen, og således uafhængig af hydrogen-rør og el fra havvind. Fabrikken udvikles og opføres med elektrolyseanlæg med produktion af hydrogen samt yderligere et synteseanlæg, der videreforædler hydrogen til e-metanol baseret på lokal biogen CO2 opsamlet fra biogasanlæg og andet erhverv.

Fase 2 for fabrikken i Stovstrup er afhængig af, at skulle modtage el fra havvind. Denne ansøges derfor først, når der er klarhed over det statslige havvindudbud.

De 3.000 ha sol, der hører til PtX fabrikkens Fase 2 er fremsendt nu i forbindelse med den nuværende ansøgningsrunde i kommunen, således at de mulige lokationer til Fase 2 VE-anlæg allerede nu er kendte.

Den fremadrettede proces skal sandsynliggøre, hvorledes arealerne udnyttes bedst muligt i forhold til lokale interesser for landbrug, biodiversitet og naturgenopretning af lavbundsarealer. Med totalt set 4.000 ha til sol, er der taget højde for at en del af arealerne forsat kan være harmoniarealer med længere afstand mellem rækkerne. Dette giver mulighed for dyrkning af proteingræs mellem rækkerne og cirkulær samdrift med biogasanlæg, hvor man kan udbringe den afgassede gødning.

Ligeledes er der taget højde for, at flere af arealerne kan bruges til biodiversitetstiltag og naturgenopretning på lavbundsarealer.

En anden mulighed er at pakke modul-rækkerne tættere og ikke lave lige så mange af de ovenstående tiltag – og derved anvende mindst mulig plads. Det vil i stedet give et arealforbrug på ca. 3.000 ha med samme energi-ydelse.

Mulighederne på de enkelte udvalgte arealer vil blive undersøgt i detaljer for at opnå de bedste individuelle løsninger i den fremadrettede proces.

Processen i Ringkøbing-Skjern kommune indeholder meget tidlig dialog med borgere og lokalsamfund. Derfor er der afholdt informationsmøder omkring de ansøgt VE-projekter. GreenGo Energy har opsamlet de input, som vi har fået på møderne, og vil tage dem med videre i den kommende proces, hvor nærområdet omkring det enkelte projekt, vil blive inddraget.

I forbindelse med indsendelsen af ansøgningerne udtaler GreenGo Energy CEO Karsten Nielsen: ”Megaton-konceptet er fra GreenGo Energy’s side født som et banebrydende projekt, der kombinerer produktion af fremtidens grønne brændstoffer forsynet af lokal grøn energiproduktion. Vi har nu opnået en vigtig milepæl i hele Megaton processen. Vi håber på og ser frem til et tæt lokalt samarbejde om at optimere alle de muligheder i kommunen, som Megaton giver, til størst mulig lokal gavn og værdiskabelse.”

Forretningsudviklingsdirektør Jacob Hänel Christensen følger op:

”Med de indsendte ansøgninger afsluttes den første meget tidlige fase i projektet. I den forbindelse vil jeg gerne takke for den åbne og konstruktive tilgang vi bliver mødt af hos de borger, som vi allerede har besøgt. Ligeledes er jeg også taknemmelig for den store tillid vi er blevet mødt med fra lodsejernes side. Sideløbende med at Ringkøbing-Skjern Kommune vurderer de indkomne ansøgninger, vil GreenGo Energy allerede nu arbejde videre i den næste fase, hvor vi fortsætter og konkretiserer dialogen med lokalsamfundet (Naboer, sogneforeninger og andre interessenter) omkring de ansøgte anlæg. Vi glæder os alle til dette”



Om GreenGo Energy

GreenGo Energy blev grundlagt I 2011 med en vision om at accelerere omstillingen til vedvarende energiproduktion ved hjælp af en innovativ og skalerbar forretningsmodel. GreenGo Energys 360-graders service platform inkluderer projektskabelse, strukturering af investeringsporteføljer, projektudvikling fra første spadestik frem til levering af strøm samt EPC-management and asset management. Hele forløbet er fuldt skræddersyet til vores klienters behov og investeringsprofil.

GreenGo Energy har 27 GW sol-, vind-, batterienergilagring og Megaton PtX-projekter i forskellige udviklings- og konstruktionsstadier i ni amerikanske stater samt i Europa og Nordafrika. Ud af disse projekter er mere end 6 GW indgået i partnerskab med Tier 1-investorer inden for vedvarende energi.

GreenGo Energy har hovedkontor i Denmark, og over 125 medarbejdere betjener kunder og samarbejdspartnere over hele verden.

Næste
Næste

Invitation til informationsmøde ang. energiparker den 22. april 2024