Værditabsordningen

Reglerne for værditabsordningen og salgsoptionsordningen findes i VE-lovens kapitel 2 - §6-12

Værditabsordningen giver dig som borger mulighed for, at du kan anmelde krav om betaling for værditab, ved opstillingen af kommende VE-anlæg i nærheden af din beboelsesejendom. Hvis du bliver tilkendt værditab, skal værditabet betales af opstilleren.

Det er Taksationsmyndigheden, en uafhængig offentlig myndighed nedsat af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, som træffer afgørelse om værditab.

Følgende vilkår gælder for værditabsordningen:

  • I princippet er alle lokale borgere dækket af ordningen. Det afgørende kriterium er, om beboelsesejendommens værdi falder med mere end 1 procent. Der er derfor ingen geografisk begrænsning for, hvem der kan modtage erstatning for værditab.

  • Hvis du selv har bidraget til værditabet, f.eks. ved udlejning af jord, kan erstatningen blive reduceret eller helt bortfalde.

  • Energistyrelsen udsender skriftlige orientering om offentligt møde til ejere og beboer i nærområdet – i en radius af 10 km for vindmøller og 1,5 km for solcelleparker. På dette møde vil Energistyrelsen gennemgå værditabsordningen, salgsoptionsordningen og VE-bonusordningen.

  • Din ansøgning om erstatning for værditab skal sendes til Energistyrelsen senest 8 uger efter det offentlige møde. Dette gøres på Taksationsmyndighedens hjemmeside.

  • Hvis din beboelsesejendom ligger mere end 200 meter fra nærmeste solcellepark og/eller mere end seks gange møllehøjde fra de nærmeste vindmøller, så skal du betale et gebyr på DKK 4.000. Hvis du får tilkendt erstatning, tilbagebetales dette beløb.

  • Du har også mulighed for at indgå et frivilligt forlig med opstiller omkring værditabet af din ejendom. Hvis dette indgås, så skal Energistyrelsen informeres og sagen vil blive afsluttet.

  • Hvis ikke der indgås forlig, vil Taksationsmyndigheden foretage en besigtigelse af ejendommen og vurdere et evt. værditab. Dette sker først efter at VE-anlægget er opført og sat i drift.

Vilkårene opstillet her er ikke udtømmende eller endelige, og for mere information om denne ordning, læs Energistyrelsens datablad - Værditabsordningen nye regler.


Salgsoptionsordning

Salgsoptionsordningen giver ejere af beboelsesejendomme i nærheden af kommende VE-anlæg mulighed for at sælge deres ejendom til opstiller. Dette betyder, at opstiller er forpligtet til at tilbyde ejeren af beboelsesejendommes at købe denne, såfremt det tilkendte værditab er mere end 1%.

Følgende vilkår gælder for salgsoptionsordningen:

  • Salgsoptionen gives til ejere af beboelsesejendomme, som helt eller delvist ligger inden for en afstand af op til 6 x vindmøllehøjden eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg, og som bliver tilkendt et værditab på over 1% af beboelsesejendommens værdi.

  • Størrelsen af salgsoptionen fastsættes af Taksationsmyndigheden i forbindelse med afgørelsen om erstatning for værditab, hvilket er efter at anlægget er bygget og har produceret den første kWh.

  • Ejendommens ejer skal senest 1 år efter første producerede kWh meddele opstiller om vedkommende ønsker at benytte den tilbudte salgsoption.

  • Allerede udbetalt værditabserstatning på beboelsesejendommen vil blive fraregnet ved indfrielse af salgsoptionen.

  • Energistyrelsen udsender skriftlige orientering om offentligt møde til ejere og beboer i nærområdet – i en radius af 10 km for vindmøller og 1,5 km for solcelleparker. På dette møde vil Energistyrelsen gennemgå værditabsordningen, salgsoptionsordningen og VE-bonusordningen.

  • Din anmeldelse af krav om salgsoption skal sendes til Energistyrelsen senest 8 uger efter det offentlige møde. Dette gøres på Taksationsmyndighedens hjemmeside.

Vilkårene opstillet her er ikke udtømmende eller endelige, og for mere information om denne ordning, læs Energistyrelsens datablad - Salgsoptionsordningen nye regler.